Gladsaxe taber eller får hjemvist omkring hver anden sag fra Ankestyrelsen, når borgere klager over kommunens afgørelser.
Det er ikke godt nok, mener Det Konservative Folkeparti i Gladsaxe. Borgerne skal have den rigtige sagsbehandling første gang. Sager skal ikke sendes tilbage til fornyet behandling, fordi de ikke er tilstrækkeligt belyst, eller fordi væsentlige oplysninger mangler.
Når en sag hjemvises, skyldes det ofte, at kommunen ikke har oplyst den godt nok, eller at vigtige detaljer ikke er kommet med i sagsbehandlingen. Det er fejl, som i mange tilfælde kunne være undgået.
Kommunen skal derfor blive bedre til at sagsbehandle, og der skal ske færre fejl. Men retssikkerhed handler ikke kun om antallet af sager, der bliver sendt tilbage. Det handler også om mødet mellem borgeren og systemet.
Det Konservative Folkeparti har ofte mødt frustrerede borgere, som føler, at kommunen er en modstander, der ikke lytter. Det skal ændres.
Det betyder ikke, at borgeren altid skal have ret eller få medhold. Men vedkommende skal opleve en ordentlig behandling og kunne have tillid til, at alle relevante oplysninger er taget med i afgørelsen. Og lyder svaret nej, skal man kunne forstå hvorfor.
Dårlig sagsbehandling og sager, der behandles to gange, koster både tid og penge. Den tid, medarbejderne bruger på at gennemgå den samme sag igen, går samtidig fra andre borgere, der venter på hjælp og et svar.
I de kommende budgetforhandlinger vil Det Konservative Folkeparti derfor foreslå, at der afsættes en pulje til efteruddannelse af medarbejderne, og at kvalitetssikringen styrkes, så afgørelser gennemgås, inden de sendes til borgerne.
Bedre uddannede medarbejdere og en stærkere kvalitetssikring skal sikre bedre afgørelser, færre fejl og større retssikkerhed.
Det Konservative Folkeparti håber, at resten af Gladsaxe Byråd er enige i, at antallet af omgjorte og hjemviste sager skal nedbringes. Det kræver, at man er parat til at investere i medarbejdernes faglighed og i en bedre kvalitetssikring.
Borgerne skal kunne have tillid til, at kommunen træffer den rigtige afgørelse på et ordentligt og oplyst grundlag, første gang.

