Etiske overvejelser skal frem i lyset, før vi træffer beslutninger om øget brug af digitale data i Gladsaxe

”1984” skulle nødigt være skrevet forgæves. En sund skepsis er måske vigtigere at lytte til, end at give efter og straks åbne for de hurtige tolkninger af data. Hvor går grænsen? Vi skal give plads til at tage de etiske diskussioner, så vi alle – fagfolk som borgere – forstår at finde balancen imellem borgernes privatliv og selvbestemmelse og samfundets ”pligt” til at ”beskytte”. Hvor langt skal vores velfærdstilbud til borgerne række? Det er politikere, der skal sikre rettidig omhu i forhold til at sikre borgerens tillid og tryghed i forhold til "Systemet".

Af Lars Abel, medlem af Gladsaxe Byråd for Det konservative Folkeparti.

Politikerne må ikke overlade beslutninger om brug og indsamling af data til administrationen

Der er ingen tvivl om, at man gennem målrettet analyse af de store mængder af allerede eksisterende data om kommunens borgere potentielt kan finde mange isoleret set gode og anbefalelsesværdige anvendelsesmuligheder. Gennem udvikling af målrettede algoritmer kan ”systemet” sikkert udpege ikke bare udsatte børn men også ensomme ældre, folk der spiser usundt og ikke motionerer, sociale bedragere, osv., osv.

Men det faktum, at vi kan, betyder ikke altid, at vi også skal. Det er helt afgørende, at folkevalgte og borgere i gensidig dialog åbent tager den vanskelige og komplekse diskussion af, om og hvornår ”målet helliger midlet”, og hvornår individets rettigheder og privatlivets fred sætter grænsen for, hvad vi skal ”overvåge”. For, hvordan vi end vender og drejer virkeligheden, så er ”big data” også en form for overvågning. Nogle gange anonymiseret og andre gange ikke. Vi bliver overvåget af videokameraer i det offentlige rum, vores indkøbsmønstre og interesser overvåges på internettet, via vores elektroniske betalingsoplysninger og via GPS’en i vores telefon, kan man reelt kortlægge næsten alle aspekter af vores liv.

For Gladsaxe Kommune er spørgsmålet, hvordan udnytter vi fordelene ved den nye teknologi på en etisk ansvarlig måde? Hvor langt og hvordan har vi pligt til at beskytte den enkelte borger, og hvordan sikrer vi den nødvendige gennemsigtighed for borgerne? De svar skal vi ikke overlade til de fageksperter, der udvikler eller benytter teknologien. Det ansvar må vi som politikere påtage os i åben dialog med borgerne. Jeg vil ikke påstå, at jeg selv er fuldt afklaret omkring, præcis hvor jeg mener grænsen skal trækkes; men jeg er ikke i tvivl, når jeg mener, at de etiske overvejelser skal frem i lyset og diskuteres helt åbent, før vi træffer beslutninger om øget brug af digitale data i kommunen.

Hvor langt kan vi tillade os at konkludere, ”at målet helliger midlet”?

Ingen kan være i tvivl om, at de fleste umiddelbart føler sig utrygge ved den ”overvågning”, digitaliseringen åbner mulighed for. Teknologisk, juridisk og fagligt lyder det jo fint, at ”digitalvisualiseringen skaber ny velfærd i Gladsaxe”, når sagsbehandlerne på tværs af den kommunale organisation og fagsystemerne kan præsentere de mange data på en ny og langt mere detaljeret måde, der giver fagspecialisterne – eksempelvis socialrådgiverne -  nye værktøjer i opgaveløsningen.. Det kan handle om alt fra ungdomsledighed over sygefravær til underretninger om udsatte børn, fortæller de digitale eksperter til MandagMorgen. Videre fortæller de, at man i Gladsaxe Kommunes enhed for Datadrevet Forretningsudvikling bearbejder og visualiserer data fra kommunens mere end 300 forskellige fagsystemer og datakilder. Artiklen fastslår bl.a.: ”Målet er klart at anvende løsningen i dagligdagen. På den måde ønsker den digitale faglige enhed at bidrage med at nuancere og perspektivere problemer på en helt anden måde, end vi før har kunnet gøre det. De digitale kompetencer bidrager til at styrke de faglige kompetencer hos fagforvaltningernes eksperter”.

Spørgsmålet er imidlertid som anført ovenfor, om ”målet altid helliger midlet”? – eller hvor langt det helliger midlet? Det må under alle omstændigheder aldrig blive en beslutning, der kan træffes administrativt. De overordnede juridiske rammer skal Folketinget beslutte, og på kommunalt plan skal vi beslutte, om vi altid ønsker at udnytte de lovgivningsmæssige muligheder fuldt ud.

Teknologisk er vi nået langt længere end vi forestillede os i George Orwells roman ”1984”, som fokuserer på et undertrykkende totalitært regime.  Romanen blev berømt for sin skildring af overvågning og statens stigende indgreb på individets rettigheder. Vi bevæger os fortsat frem med teknologiske kvantespring i et omfang, som selv Orwell aldrig havde fantasi til at forudsige. Juridisk har vi forsøgt at følge med, men vi halter hele tiden bagefter. Den nye GDPR (persondata) lovgivning er et forsøg på at forsvare vores rettigheder som enkeltindivider. Adfærdsmæssigt halter vi tilsvarende langt bagefter at kunne håndtere udfordringerne. Det vil tage os tid at indleve os i det nødvendige adfærdsmiljø, som teknologien og legaliteten kræver af os.

De svageste i samfundet ender med at være konstant i søgelyset 

Det er blevet fremhævet, at man ved dataunderstøttet opsporing kan analysere store mængder data uden at nogen nogensinde får dem at se, og at data fra de familier, hvor det ikke er sandsynligt, at børnene er udsatte, er der ingen, der kommer til at se.

Men vi er altså nødt til at være ærlige. Algoritmerne udpeger konkrete personer ned på cpr-nummer. Det er stadig overvågning, på samme måde som videoovervågning også er overvågning, selvom ikke alt videomateriale bliver gennemset. De mennesker, der bliver udpeget via den foreslåede algoritme, vil sandsynligvis i særlig grad være mennesker, der på den ene eller anden måde allerede er i en vanskelig situation eller er socialt udsatte. Så kan det være meget svært at ”stå op imod” et system, man føler har dømt én på forhånd, og det risikerer at give problemer med retssikkerheden.

Vi er også nødt til åbent at diskutere proportionaliteten imellem det, vi i givet fald opnår ved en meget bred overvågning og samkøring af data fra alle borgere og privatlivets fred.

Det handler samtidig hele tiden om tillid – og ikke mindst om vi kan leve op til den tillid

Tilliden til systemerne og til os alle som aktører. Vi skal naturligvis forsøge at nyttiggøre teknologiens muligheder. Men vi har som politikere en forpligtelse til at forstå og sikre, at tilliden set fra den enkelte borgers – det enkelte menneskes plads i hverdagen er til stede. Det er politikernes ansvar at slå den nødvendige streg i sandet for, hvornår brugen af data går for vidt.

I Gladsaxe har vi aktuelt desværre oplevet en række datalæk og fejl i omgangen med de digitale data. Jeg er helt sikker på, at vi alle har lært af disse begivenheder. Med de oplevelser, Gladsaxe har haft i omgangen med den digitale datasikkerhed, er vi nødt til at anerkende, at tilliden er stærkt udfordret. Det er vi nødt til selv at reagere på, og ikke mindst reagere konstruktivt på i forstået erkendelse af den utryghed, det medfører blandt kommunens borgere. Hvordan sikrer vi et tillidsfuldt samarbejde fremad til gavn for os alle, til gavn for det enkelte menneske, til gavn for hver enkelt familie, som udgør fundamentet i og som skal overleve hverdagens liv?

Som en første forudsætning for enhver brug og deling af data imellem kommunens forskellige enheder skal borgerne have adgang til at se, hvad vi i det offentlige har af data og oplysninger om dem – og få gennemsigtighed i, hvad vi benytter dataene til.

Gladsaxe har som den første kommune netop offentliggjort en oversigt over de datafejl, der er sket siden den nye GDPR-lovgivning trådte i kraft i maj 2018. Desværre var man i administrationen ikke bevidst om, at disse datafejl ikke blot kunne håndteres i en intern procedure, men nødvendigvis måtte inddrage ikke blot borgmester og byråd, men ikke mindst medførte en pligt til at informere de berørte borgere om, at deres data ikke var håndteret på forsvarlig vis.

Borgernes bekymringer skal tages alvorligt

Jo flere data, og jo flere måder vi udnytter dem på, desto mere udfordres tillidsforholdet. Det skal ikke gøres til en partipolitisk kampplads. Det er der nu - forhåbentlig - rådet bod på.

Jeg er helt enig i den åbenhed, som vi i Gladsaxe nu lægger for dagen. Gladsaxe Byråds politikere har allerede haft de første møder med de eksterne eksperter, som er i færd med at gennemgå sikkerheden på alle vores digitale platforme og sikre, at vi håndterer datasikkerheden ansvarligt.   Det er fortsat os, der som politikere har ansvaret, i forhold til at borgerne har – eller igen opnår – tillid til, at vi opbevarer og håndterer data ansvarligt.

Det meget omtalte projekt, hvor vi i Gladsaxe benytter digitale data og algoritmer til at spore særligt udsatte børn er ”sat på pause”. Udgangspunktet for vores databrug er naturligvis, at samkøringerne af data ikke ender med data, der kan knyttes til den enkelte borger, men vise mønstre, der kan danne grundlag for handlinger. I det aktuelle projekt vil det jo kunne ende med at pege på bestemte mennesker og familier, hvor der er særlig risiko for netop de udsatte børn. Selv om det fortsat overlades til de fagfolk, som har kernekompetencerne til at forebygge disse situationer, har vi brug for at formulere de etiske udfordringer, denne model indeholder. Det gælder lovgivningsmæssigt først og fremmest i Folketinget. Men indtil der foreligger klar lovgivning eller retningslinjer, har vi som byrådspolitikere vores store andel af ansvaret for at leve op til borgernes tillid.

Februar 2019

Læs også Gladsaxe må og skal tage persondataansvaret mere alvorligt